DJz.dk DanceChart.dk Udstyrsforhandlere Forum Marked Lej en DJ på DJroom.dk



Tim Andresen: Jeg fortsætter så længe det er sjovt

Labelboss og arrangør af What Happens, Tim Andresen, markerer syv år med udgivelser og månedtlige klubfester. DJz.dk ser sammen med hovedpersonen tilbage på syv år og gør status.

Skrevet af Martin Pilgaard, DJz.dk den 16/04-2014 kl. 19:49


Labelboss og arrangør hos What Happens, Tim Andresen

Tom Budden, hovednavn til What Happens 7 år

Tom Budden, hovednavn til What Happens 7 år

Se også:

  Billedgalleri

Culture Box i København fortsætter Tim Andresen ufortrødent med at køre sin faste månedtlige klubevent What Happens, der er nomineret til prisen "Årets Danske Klub" ved dette års Danish DeeJay Awards den 8. juni. Syv år er der gået med What Happens, og det markeres lørdag den 19. april.

At holde fast så længe i det samme koncept og udvikle det hen ad vejen er noget nær unikt i lille klub-Danmark, hvis man spørger Tim Andresen, der sideløbende kører sit label af samme navn som festerne.

Og selvom syv år er lang tid, er der foreløbigt ingen udløbsdato på nogen af delene, hvis man skal tro hovedpersonen selv.

- Vi er nået til udgivelse nummer 90, og vi har yderligere et par stykker klar. Milepælen nummer 100 spøger lidt ude i fremtiden, og det er den, som jeg har øje på lige nu.

- Hvad festerne angår så går det fantastisk lige nu, og vi har ingen planer om at skrue ned for blusset. Vi har månedlige aftener på Culture Box, men vi har også haft fester på blandt andet Ibiza, i London og i Oslo. Jeg kan sagtens se os udvide yderligere de kommende syv år. Så længe det er sjovt, og publikum bakker os op, så fortsætter vi selvfølgelig, siger Tim Andresen.

Tim Andresen har samtidig en masse at rose sit eget publikum for i bevistheden over, at hans koncept virker.

- Hvis jeg skal sætte ord på, hvad der er unikt, er det særligt vores publikum og stemningen. De DJs, som vi hiver ind, har forståelse og respekt for hinanden og aftenens musikalske sammensætning. Vores egen efterhånden lange historie kan man heller ikke komme uden om.

- Det er stik modsat af, hvad man ellers ser i nattelivet, hvor alle promotere render og skifter koncepter hver tredje måned, og som er gået i glemmebogen lige så hurtigt efter, siger han.

Med syv års fester er der utvivlsomt mange ting undervejs, der står svagere i hukommelsen end andet, men særligt husker Tim Andresen en aften med What Happens i 2009, hvor Funkagenda var hovednavn.

- Huset var proppet til randen, og midt i infernoet i hans set ryger strømmen på hele klubben. Lige på det tidspunkt tænker man "fuck", og samtidig ser jeg både manager og barchef løbe rundt som kyllinger uden hoveder, i mens der breder sig en pudsig afventende stemning blandt publikum. Det var en total modsætning til de bragende beats sekunder inden da.

- Tanken når at strejfe mig, at aftenen er ødelagt, og at alle smutter ud af døren og hjem, men lige pludselig får de fikset strømmen igen, og der lyder et gigantbrøl, og festen nåede det vildeste niveau. Det var en temmelig surrealistisk rutsjebanetur, siger han.

Funkagenda er blot én ud af mange store navne, der har stået indhyllet i det røde skær og Culture Box' mørke vægge til What Happens-festerne gennem tiden. Steve Lawler, Joris Voorn, Nic Fanciulli, Nicole Moudaber og Pirupa har blandt andet været hovednavn, og Tim Andresen glæder sig over, at det er lykkedes.

- Sådan rent musikalsk er det stoltheden over, at vi har turde, har kunnet og stadig kan booke DJs fra de øverste hylder til vores aften. DJs som ellers normalt kun er forbeholdt klodens største dansegulve og festivaller.

- De DJs snakker selvfølgelig også sammen, og rygtet løber hurtigt derude, når de finder ud af, at der ligger sådan et lille guldkorn som Culture Box heroppe i Danmark, siger han.

Lørdag den 19. april kan han sætte endnu et hak på ønskelisten, når engelske Tom Budden er hovednavn.

- Tom Budden er en superdygtig DJ, og en god ven af vores label, eftersom han har supportet en masse af vores udgivelser igennem årene. Det, som vi primært fokuserer på udover vores danske residents, er artister som udgiver hos os og venner af vores label, som støtter vores udgivelser. Det giver en god rød tråd i musikken.

- Tom er samtidig den type af DJ, som vi gerne vil præsentere for publikum, en som har skills som DJ og ikke kun et navn via sine udgivelser. Og samtidig er han en med præferencerne de rigtige steder, der arbejder hårdt for det, og som har et stort hjerte for den samme musik, som vi kan lide. Han er dygtig! Ham skal man glæde sig til at høre på lørdag, siger Tim Andresen.

I alt 10 DJs fra fire forskellige lande er på DJ-lineuppen lørdag aften på Culture Box. I hovedrummet Black Box opvarmer den spanske deep house-legende Alvaro Hylander, som står bag DeepWit Recordings, for Tom Budden, mens Tim Andresen selv lukker festen af.

I Red Box i kælderen spiller berlineren Norm D, der supportes af Massimo / Menson fra Studiestraße Records, samt resident Zinkernagel.

Dørene åbner officielt klokken 23.00, men allerede fra klokken 21.00 vil der i White Box være åbent med gratis entré, hvor Steffen H, Joen Chilgenbach, Jonas Falslev og Jacob Bolvig spiller.

Eventdetaljer:

What Happens
Culture Box
Kronprinsessegade 54
1306 KBH K

Lørdag den 19. april 2014
Entré 80 kroner (inklusiv gratis Heineken bar fra 23-24

Facebook:
https://www.facebook.com/events/605274116222995

 

  Tilbage til Interviews
  Del denne side med vennerne på facebook

Der er ikke skrevet nogle kommentarer til denne artikel

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar

Har du ikke en profil kan du oprette dig herfra.

HOSTED VED FAIRWEB APS

LINK TIL OS

REGLER OG BETINGELSER

F.A.Q.

CREW

EKSTRANET

KONTAKT

ANNONCÉR